Hvad er en mindeindsamling?

En mindeindsamling er en meningsfuld måde at sige farvel til en, der er gået bort. Et sted, hvor du kan dele minderne med familie og venner - og holde minderne i live. For mange kan det være en givende og positiv oplevelse at være fælles om.

En mindeindsamling er samtidig en mindegave til fordel for Børn, Unge & Sorg, som giver os muligheden for at finansiere vores vigtige arbejde.

Når Børn, Unge & Sorg modtager mindegaver, er det med til at give håb for de mange børn og unge, der hvert år oplever, at en mor, far, søster eller bror bliver alvorligt syg eller dør. Med en mindegave er du med til at sikre, at Børn, Unge & Sorg kan yde gratis hjælp, støtte og specialiseret behandling til sorgramte børn og unge i Danmark.

Du kan oprette en mindeindsamling i forbindelse med en begravelse eller bisættelse, men du kan også oprette den mange år efter en nærtstående er gået bort. En mindeindsamling kan eksistere i en uge eller i årevis, det er helt op til dig.

Hvis du ønsker at oprette en mindeindsamling og ikke selv er nærmeste pårørende, anbefaler vi, at du tager kontakt til den nærmeste pårørende, så de bliver bekendt med din mindeindsamling.

Let og simpelt
Det er let og hurtigt at oprette en mindeindsamling. Med blot nogle få skridt har du en mindeside, der kan deles med familie, venner og netværk. Efter mindesiden er oprettet kan du logge ind og redigere siden til hver en tid.

Hvis du ønsker hjælp, kan du altid kontakte os på info@team-bus.dk eller ringe til os på tlf. (alle hverdage kl. 9-15).